Hvordan skriver man tak efter en begravelse?

Det kan være tungt at skrive tak

Efter et dødsfald og en begravelse kan det være utroligt tungt også at skulle skrive tak. Det kan være for deltagelse i ceremonien ved begravelsen. Det kan også være at svare på kondolencekort eller tak for blomster og kranse. Eller blot for andre venlige tanker, der er modtaget i forbindelse med begravelsen, eksempelvis på sociale medier.

Det er alligevel vigtigt

Det er vigtigt at vise, at man påskønner de tanker og handlinger, andre har gjort sig i forbindelse med at højtideligholde den afdøde. Dels fordi den afdøde også kan have betydet noget for dem, der har deltaget eller sendt tanker. Dels fordi de andre viser deres følelser for og støtte til de efterladte.

Et lille kort sendt i taknemlighed bør sendes inden for en måned efter begravelsen, selvom der er lidt elastik i denne frist, eftersom de efterladte skal bearbejde sorgen og tabet.

Hvad skal man skrive?

Der findes rigtig mange færdigtrykte kort og online kort. Det vil være helt ok at bestille disse. Det giver dog det bedste indtryk, hvis man selv skiver noget personligt i hånden. Men at finde ordene kan være en udfordring. Vær dog opmærksom på, at ingen forventer lange breve eller forklaringer. Alle er opmærksomme på, at de efterladte kan have det hårdt efter en begravelse og tabet af en, man elsker. Nedenfor kommer nogle forslag til, hvordan sådan et takkekort kan formuleres. Vi håber, det kan hjælpe på vej. Man skal i hvert fald være velkommen til at bruge dem, hvis de dækker behovet.

Ideer til formuleringer af takkekort

  • For at vise venlighed og omsorg i vores store sorg, skal I hermed have vores varmeste og inderligste tak.
  • Jeres venlige deltagelse i vores store sorg betød utroligt meget for os, og I skal hermed have vores varmeste og inderligste tak.
  • For varm deltagelse i vores store sorg, skal I have vores varmeste og inderligste tak.
  • For den varme deltagelse, der gjorde afskeden med vores højtelsekede X til en smuk oplevelse, skal I hermed have vores varmeste og inderligste tak.
  • Et varmt og dybfølt tak for deltagelse i min sorg.
  • For omtanken i vores store sorg, skal I hermed have vores varmeste og inderligste tak.
  • Tak for jeres tanker og varme ord.
  • Tak for de smukke blomster og varme tanker, der var med til at gøre dagen til en smuk afsked.
  • Et varmt tak for din deltagelse og medvirken til en smuk afsked med X.
  • Det betyder utroligt meget for os at opleve jeres varme deltagelse i afskeden med X, hvorfor I skal have vores varmeste tak og tanker.
  • Af hjertet tak for opmærksomheden i forbindelse med X’s bisættelse den x/x-xxxx.
  • På vegne af familien – et varmt og stort TAK for opmærksomheden og deltagelsen ved X’s begravelse.

Alle kort bør afsluttes med en varm hilsen fra dig og din familie.

Alle formuleringer kan gøres mere eller mindre formelle eller personlige.

Forhåbentlig kan ovenstående skabe inspiration, når I står i den sørgelige situation at have brug for et takkekort i forbindelse med en begravelse eller bisættelse.